Vores historie
Lynettens Bådservice blev indviet i foråret 1978 samtidig med åbningen af Margretheholm havn.
Jeg kan ikke beskrive baggrunden for Lynettens Bådservice, uden først at fortælle den langt mere spændende historie om opbygningen af Margretheholm havn, hvor Sejlklubben Lynetten i dag har hjemme.
EN HAVN BLIVER TIL
På grund af en på den tid stadig stigende ventetid på ledige bådpladser, besluttede en lille gruppe sejlere at undersøge mulighederne for etablering af en ny lystbådehavn.
Den første mulighed var egentlig i den nærliggende Lynettehavnen, hvis mulighed tilfældig blev fremført af nogle officials fra Københavns Havnevæsen.
Reinhardt Hansen og Preben Jacobsen fik dette uformelle tilbud, om bord på Preben og Grethes Nauticat på vej hjem fra en sejltur på Øresund.
Lynettehavnen havde mulighed for omkring 75-100 bådpladser og var således baggrunden for stiftelsen af en ny sejlklub under Dansk Sejlunion, som blev opstartet i Sundby Sejlforening med den daværende formand Hans Guldager, som en meget aktiv deltager.
De stiftede Sejlklubben Lynetten den 3. april 1975 sammen med 37 medlemmer.
Desværre gik der hurtigt skår i glæden, fordi ejeren af Lynettehavnen, Forsvarsministeriet, pludselig frafaldt den lovede havnemulighed og den nystartede sejlklub med sine nu 60 medlemmer stod derfor uden de lovede havnemuligheder.
Heldigvis opstod der hurtigt (om end et langt større projekt) til den stadig voksende gruppe af sejlere, idet man erfarede, at der mellem det tidligere skibsværft og Amager-værket lå et stort ubenyttet vandområde, der specielt under 2. verdenskrig var blevet brugt af det tyske ”luftwaffe” til deres vandflyvere.
Dette område var dog hverken et byggeklart jordareal, men var ej heller dybt nok til at have sejl- og motorbåde liggende i vandet, - men det var dog et område med nogle muligheder, men bare ikke så nemt at gå til, som blot at ombygge den allerede eksisterende Lynettehavnen, som det oprindeligt var tilbudt.
Til trods for udsigten til et langt større og langt dyrere projekt tog Sejlklubbens medlemmer udfordringen op og fik efterfølgende tilbudt dette lavvandsområde mod en relativ stor årlig afgift til Københavns Havnevæsen, aftalt flere år fremadrettet og tilmed afholdelse af store udgifter til bygning af de mange havne- og landpladser til Sejlklubbens medlemmer, hvorimod Københavns Havnevæsen slap for at skulle investere så meget som én eneste krone.
Der var altså her tale om et meget vovet og omfattende byggemodningsarbejde af dette store og hidtil ubenyttede vandområde – svarende til den bygherre som køber et ikke byggemodent landbrugsareal og efterfølgende skal kloakere, anlægger veje for måske til sidst at opføre et antal huse for et senere udlejning eller frasalg.
Modsat Københavns Havnevæsen skulle sejlklubben således selv investere i uddybning af vandarealet og flytte den opgravede havbund til områdets nordlige del, for derved at få plads til de mange både, når de skulle på land efter sejlersæsonen.
Preben Jacobsen med ål i tusindvis efter |
Oprindeligt masteskur/ klubhus |
Der skulle udføres de beskyttende dækmoler ud mod Øresund og etablere bådebroer med plads til mere end 700 både.
Til sidst skulle der udføres adgangsveje, opføres klubhuse og servicebygninger, mastekraner og slæbested for bådoptagningen med tilhørende befæstigelser.
Dette blev således starten på Danmarks største selvbyggerprojekt, hvor op mod 1000 forskellige mennesker fra alle sociale lag over de næste 4 år skulle arbejde sammen på alle tænkelige måder. De havde alle eet samlet mål, for egne private midler, at etablere en af landets største lystbådehavne, hver med et indskud på kr. 30.000,- og for mange medlemmers vedkommende, med en arbejdsindsats på flere tusinde timer.
Socialt også et spændende projekt, hvor mange mennesker samledes om at hamre, skrue, slæbe og diskutere projektet, på tværs af alle de skel i vores samfund, som oftest adskiller de samme mennesker i et så nært samarbejde, som det her blev tilfældet.
Ja selv beklædningen var stort set den samme, - almindeligvis en kedeldragt og gummistøvler.
Især diskussionerne mellem de mange medlemmmer og mange meninger stod altid højt og der var her brug for virkelige arbejdsledere, når demokratiet blandt så mange personer også af tidsmæssige grunde, ikke altid fik den plads som det måske burde.
Under denne arbejdsfase var alle lige og der blev ej heller skelet til hvilken størrelse båd man havde og hvor mange medlemmer for øvrigt endnu ikke havde besluttet sig til, hvilken båd de skulle have liggende i den nye lystbådehavn – og dette sidstnævnte var i hvert fald noget man var enige om altid kunne diskuteres.
ET NY SHOP BLIVER ETABLERET
Nogle år forinden blev vi i Shoppen i Sundby Sejlforening opfordret til at opstarte en såkaldt filial i Sejlklubben Lynetten, hvor blot én enkelt anden forretning BALTIC ellers havde vist lidt interesse, men kun om der blev stillet lokaler til rådighed.
I 1977 accepterede vi Sejlklubbens lejebetingelser gående ud på at leje et passende stykke jord, hvor vi så kunne opføre vores bygning med tilhørende brændstofanlæg for tankning af både.
Herefter skulle vi have opført en bygning og gode råd og bekendtskaber var her gode at have.
Hjælpen kom prompte fra Holger i Sundby Sejlforening, som vidste at nogle bygninger fra fremmedarbejderbyen på Avedøre Holme kunne købes billigt, fordi ingen fremmedarbejdere ville bo i dem.
De bedste af bygningerne blev derfor flyttet til det nuværende vandrehjem overfor Bella Centeret og jeg selv købte to stykker, men afgav dog den ene til klubbens Juniorafdeling, som betaling for transporten udført af Sejlklubbens energiske formand og enestående byggeleder, Preben Jacobsen.
Endvidere fik Preben forhandlet sig til yderligere to, men gratis bygninger og som i dag danner grundlaget for det nuværende Vestersøhus.
På bedste selvbyggervis stod vi selv for opførelsen af ikke bare vores egen bygning, men også for Juniorafdelingens.
Klubbens utrættelige pligtarbejdere sørgede selv for opførelsen af Vestersøhus.
Efter kort tid stod det dog klart, at vi ikke længere kunne klare os med de få kvadratmeter og måtte derfor igen ansøge Københavns Havnevæsen om tilladelse til at bringe vores butiksareal op på 130 m2.
Snart var pladsen atter for lille og vi måtte igen forhandle med Sejlklubben om leje af mere jordareal for endnu en udvidelse.
Sejlklubben kunne desværre ikke længere give os accept på mere jordareal, da Sejlklubbens medlemmer endnu ikke havde fastslået placeringen af det nye klubhus og man havde i øvrigt en klar fornemmelse af, at det nye klubhus skulle ligge netop der, hvor vi nu havde ligget i flere år.
Sejlklubbens bestyrelse kunne i stedet tilbyde os deres gamle klubhus ved et mageskifte, hvis vi kunne vente på medlemmernes afgørelse for placeringen af det nye klubhus.
Vi ville derved få mere plads og at vi naturligvis også skulle ombygge det gamle klubhus/masteskur til dets kommende erhvervsanvendelse.
Forretningen efter første udvidelse |
Oprindelige administrationsbygning, masteskur/ klubhus, |
Til trods for at vi gik fra 130 – 270 m2 valgte vi allerede i 1993 igen at udvide det gamle klubhus med ekstra 270 m2, således at vi i en rum tid følte, at vi havde plads nok til vores mange nye aktiviteter.
Det blev nu tredje gang vi udvidede vores forretning og jeg må erkende jeg hver gang syntes, at nu havde vi da næsten fået for meget plads og derfor nok måtte udfylde pladsen med en optimistjolle eller to.
Men mere plads avler også inden for vores branche et større varesortiment og mere plads er noget vi igen godt kunne have brug for.
ET NYT FIRMA MÅ STARTE OP
I 1988 fik vi kontakt med nogle tidligere shippingfolk fra Sydkorea, som efter et besøg i Europa og USA havde fået den gode idé, at lave gummibåde der, hvor arbejdskraften var billigst.
Da jeg allerede var bekendt med gummibåde, som repræsentant for en tysk/engelsk producent, fandt jeg dette projekt meget interessant og tegnede en gummibåd, med den kendte Futura serie fra Zodiac som udgangspunkt.
Året efter fik vi vores første gummibåde til Danmark og som af Kristian blev døbt DACON og de blev endvidere solgt på rekordtid. Desværre kom lidt for mange af dem også lige så hurtigt tilbage, fordi de var utætte.
I mellemtiden var der blevet vist stor interesse i vores nye serie gummibåde fra et tysk forhandler og de afgav en større ordre og som igen betød, at jeg måtte rejse til Sydkorea for at få bragt kvaliteten og ikke mindst lufttætheden op på et højere niveau.
Desværre var det ikke så nemt som jeg havde troet og jeg måtte derfor efter nogle uger give besked til min familie, at jeg først ville komme hjem, når jeg var helt sikker på, at vores både ikke bare var tætte under produktionen, men også ville holde luft mange år fremover.
Produktionen og salget af vores DACON gummibåde, ikke mindst uden for Danmark, blev en så stor del af vores virke, at vores revisor mente det nødvendigt at lægge den del over i et nyt firma, som blev til Dacon Europe A/S.
Det blev en spændende tid og med mange Internationale kontakter, men desværre blev der efterhånden flere Sydkoreanske producenter om udbudet og i 1994 blev vores producent i Sydkorea købt af en stor gummibådsproducent, med hvem vi siden opstarten havde kæmpet om markedet for gummibåde og vi valgte derfor at stoppe produktionen og ikke påbegynde et nyt samarbejde med vores tidligere konkurrent.
NYE UDFORDRINGER SKAL DER TIL
Nu stod vi med et ”tomt” firma, men med mange udenlandske kontakter, som havde bevirket, at vi allerede forinden havde fået tilbudt forhandling af flere marineprodukter.
Et af disse større produkter var fra den Italienske producent NAVIONIC’s, som producerede de velkendte elektroniske søkort og GEONAV søkortplottere og med hvem vi indgik en kontrakt om at forhandle deres produkter i Danmark.
I midten af halvfemserne var der ikke mange der troede på søkortplotterens fremtid, selv Garmin var endnu ikke begyndt sin produktion af kortplottere og det var derfor en lang kamp, at overbevise de lidt konservative sejlere, at dette var fremtiden. En typisk argumentation mod købet af en kortplotter var at den var alt for kompliceret, sammenlignet med brugen af en GPS-modtager og et godt gammeldags søkort på papir og når jeg så i nogle sejlklubber ville vække nogle trætte tilhørere – kunne jeg gøre det med en påstand om, - at om nogle få år ville de ikke længere kunne købe søkort på papir – og så kom de op ad stolen og i dag er det snart en realitet.
HVILKEN KURS SKAL VI NU STIKKE UD
Herefter var fremtiden med Dacon Europe A/S for en tid lagt på skinner og flere agenturer blev tilbudt og som i dag betyder, at vores basisforretning Lynettens Bådservice A/S har et effektivt stykke værktøj til at fremskaffe nogle spændende produkter fra det store udland og dermed gøre bredden af udvalget til sejlerne lidt bredere i et lille land som Danmark.
 |
PÅ VEJ MOD EN NY KURS?
Med både Kristian’s og undertegnedes tekniske baggrund, |
Personligt håber jeg på en fortsættelse inden for den maritime verden, hvor Lise og jeg nu har arbejdet i mange år.
Blandt vores store kontaktflade til vores mange kunder, kan vi i dag glæde os over de nære venskaber, som vi i dag ikke ville være foruden.
Dette være sig privat, som forretningsmæssigt og ikke mindst i Sejlklubben Lynetten.
Med venlig hilsen
Klaus Schlichter
